Film

Filosofisk filmsalon #13: Agnès Varda

Tid
18:00 - 21:00
Pris
Billet: Gratis
Sted
Hovedbiblioteket
Hack Kampmanns Plads 2,
8000 Aarhus C
Lille sal
Eksistensfilosofisk Akademi vender tilbage med Filosofisk filmsalon med filmvisning, oplæg og fælles diskussion!

Vi viser Agnès Vardas tænksomme og humoristiske dokumentar fra 1976 – et værk, der søger at se hverdagslivet gennem fantasiens drømmende blik og give det alle dets glemte øjeblikke et nyt skær af magi.

Filmen dokumenterer livet hos en række beboere og butiksejere på gaden Rue Daguerre i Paris, hvor Varda også selv boede med sin lille søn. Gennem filmen besøger vi en række forskellige mennesker – bagere, parfumehandlere, slagtere og skræddere – som Varda portrætterer i deres daglige gøremål. Samtidig er filmen en refleksion over fotografimediet kaldt ’daguerrotypien’, der blev udviklet i første halvdel af 1800-tallet som en måde at tage billeder på uden negativer. Denne proces gjorde dem umulige at reproducere og de tjente ofte som portrætfoto. På samme måde søger Varda at skabe portrætter af gadens indbyggere med et blik for, hvordan hvert eneste øjeblik i et på overfladen ensformigt arbejdsliv kan udgøre en mulighed for at opdage sig selv på ny.

Efter filmvisningen vil idéhistoriker Freja Værnskjold Dzougov holde et kort oplæg, der dykker ned i filmens eksistentielle lag med afsæt i Walther Benjamins tanker om erindring, mimesis og fotografiets væsen. Oplægget vil danne afsæt for en fælles samtale om hverdagslivets skjulte magi og hvordan vores mest intime håb og længsler ofte finder deres udtryk på de steder, vi mindst forventer det.

Freja Værnskjold Dzougov (cand.mag. i idéhistorie) skriver ph.d. om englens genkomst i det 20. århundredes filosofi. Hun er særligt interesseret i den middelalderlige filosofis relevans for moderne tænkning, særligt i forhold til temaer som kærlighed, skønhed og tilgivelse.