En imponerende fiktionsbiografisk farveeksplosion
Sommeren før stormen af Ole Pihl
Af Jette Holmgaard Greibe
Resumé
Oluf Høst blev født i Svaneke på Bornholm i 1884. Han giftede sig i 1913 med Hedvig Wiedemann, som han mødte på Gustav Vermehrens Malerskole, og senere i deres ægteskab fik de sønnerne Ole i 1915 og Niels i 1919.
Året er 1914, og Oluf Høst og Hedvig Wiedemann er taget til den nordlige Bornholm på første del af deres bryllupsrejse. Dette sted er også kendt som ’Lille Berlin’, fordi der er mange tyske turister, som er begejstrede for øen. Her mødes de med gode venner, og glemmer næsten, at krigen måske er nær. Deres vennekreds omfatter bla. Edward Weie, Olaf Rude, Ernst Køie og Karl Isakson, og tiden og selskabet blev også kendt som ’Bornholmerskole’. Den lille kunstnerflok hylder ekspressionisterne Cézanne og Van Gogh, og er enige om, at de ønsker at bryde med de naturalistiske og impressionistiske malerier af bla. Krøyer, Tuxen og Ancher, kendt som ’Skagensmalerne’, der ofte malede deres motiver af natur og miljø i Skagen.
Under opholdet diskuteres farver, retninger og kunst, men meget lidt eller nærmest ingen snak om en evt. krig. Kun indimellem når Oluf og Hedvig er alene. Sammen snakker de i gruppen om, at der findes adskillige lokationer, også på øen, der er ikoniske og særdeles benyttede som motiver blandt forskellige malere. Én mener, at det handler om, at det man oplever hele tiden føles forskelligt, og at det grundlæggende i opfattelsen af kunst, hviler på den naturlige sansning.
Oluf konkluderer; ”Landskabet tænker sig selv indeni i mig, og jeg er dets bevidsthed”, og han taler om ’at blive væk i sig selv’, en dag hvor han forsøger at male i ’Prinsessehaven’, mens Hedvig har valgt at forsøge sig ved klipperne med udsigt over havet. Oluf fortaber sig i tanker om familieliv, som det forventes, at han indgår sammen med Hedvig. Men kan hun overleve at balancere familie og børn samtidig med sin kunst? Han spekulerer over Bornholms skæbne, da han ser hvorledes øen, som resten af verden, også er indhentet af tiden med kraner og fabriksbygninger; ”Vi sælger øens krop, og måske også dens sjæl.”
Når vi sidder i København, siger Hedvig, at jeg skal passe på med min nostalgi, at den ikke bliver til melankoli
Mine overvejelser
En utrolig velfortalt historie, der både viser Oluf Høsts’ nostalgiske indre verden, og Hedvigs optimistiske livssyn. Dog ikke hvad krigen angår, for tanken om den skræmmer hende. Og kort efter bogens afslutning bryder første verdenskrig ud d. 28. juli 1914.
Dialogen mellem de seks kunstnere er indimellem lidt kompliceret, og jeg faldt indimellem ud af samtalen, men det tror jeg, at Ole Pihl nok har forventet af sin læser. Hans egen viden er virkelig imponerende, og han jonglerer med en fiktiv dialog, der ikke kun føles fuldstændig autentisk, men som også flyder fremragende.
Ole Pihl har begået en absolut genistreg med sin brug af farver. Han benytter sig af komplementær – samt simultankontraster gennem bogen. Hvilket betyder, at hvert enkelt panel er udført i stærke farver, og han dermed understreger historiens pointer. Han beskriver ikke blot, han tegner og farvelægger, så man bedre kan følge med i dialogerne.
Han har flere steder gengivet en ualmindelig smuk nattehimmel, hvilket er en reference til Oluf Høsts Orion-billeder, som Ole Pihl kalder ’romantiske nattevisioner’. Han har på én side malet samme motiv i af nogle huse foran havet, hvor det ene er i dagslys, og det andet i nattens lys under stjernerne. Det er særdeles effektfuldt, og viser virkeligt Ole Pihls overskud til at understrege sine pointer.
Bagerst i bogen forklarer Ole Pihl kort de to farvebegreber, og har desuden har inddraget nogle af sine smukke skitser, men der er også plads til to sider om Bornholm samt familiens liv efter bogens afslutning.
Oluf Høsts egen stil var også ekspressionistisk, og han holdt meget af at male motiver fra sit elskede Bornholm.
Forfatter & Illustrator
Ole Pihl er selv fra Bornholm, og har arbejdet som tegner, grafiker, arkitekt og underviser i tegning på arkitektskolen. Han har desuden tegnet forskellige tegneseriealbum, og er meget optaget af både arkitektur og kunst.
Detaljer
Tegneserie
Titel: Sommeren før stormen
Forfatter & Illustrator: Ole Pihl
Forlag: Eudor
Emneord: Bornholmerskole, kunst, Oluf Høst, Hedvig Wiedemann