To nye bøger: Sød bog om venskab & sjov bog om det komplicerede forhold mellem katte og hunde
’Norman er uskyldig! (Nej, han er ej)’ af Ryan T. Higgins: ”Pindsvinet Norman og træet Ingeborg er bedste venner, og laver alting sammen. Men en morgen står ’det andet træ’ ved siden af Ingeborg, og som dagene går, rører de to træers blade ved hinanden. Det vil Norman ikke finde sig i! Han er Ingeborgs bedste ven! Og i venskaber kan man kun være to, ikke?”
’Stol ikke på katte (Kloge ord fra hunden Chip)’ af Dev Petty: ”Hvis man vil leve et langt og smertefrit liv, skal man lytte til den kloge hund Chip. For han ved hvad der er smart at gøre. Det er han i hvert fald selv overbevist om.”
Af Tiril Mark Høj
Norman er uskyldig! (Nej, han er ej) af Ryan T. Higgins
”Norman og Ingeborg. Ingeborg og Norman.”
Norman er et stort pindsvin, hvis bedste ven er træet Ingeborg. De kaster med bold, spiller skak, læser om aftenen og meget mere. De er altid sammen. Bare de to. Indtil den dag hvor der pludselig står et lillebitte træ ved siden af Ingeborg. Det synes Norman virkelig, er træls! Med ét er der nu Norman og Ingeborg og ’det andet træ’. Norman er nødt til at finde en løsning, så Ingeborg ikke pludselig kan lide ’det andet træ’ bedre end Norman. Derfor begynder Norman at læse en masse bøger, samt udtænke planer for, hvordan han kan gøre, så det blot er ham og Ingeborg igen. Og en nat lykkes det Norman at skaffe sig af med ’det andet træ’. Hvad mon Ingeborg siger til det?
Jeg er kæmpefan af Ryan T. Higgins. Særligt elsker jeg bøgerne om den gnavne bjørn Boris. Norman er en ny karakter, der bestemt ikke er mindre sød. Han er helt vidunderlig med sin piggede, kompakte krop og de store talende øjne, og både hans udseende samt måde at håndtere problemer på, er umiddelbar og ret uskyldig. Som et lille barn. Norman er jaloux, og kan ikke forstå at Ingeborg kan lide andre end ham, men efter hans ’bortskaffelse’ af ’det andet træ’, får han alligevel dårlig samvittighed, og gør sin gerning god igen.
Det er en utrolig sød og fin historie om venskab, hvor Ryan T. Higgins’ forrygende humor skinner igennem gennem hele historien.
Nu elsker jeg også Norman!
Stol ikke på katte (Kloge ord fra hunden Chip) af Dev Petty, illustreret af Mike Boldt
Den kloge hund Chip giver endnu engang gode råd, baseret på egne (uheldige) oplevelser.
I ’Stol ikke på katte’ ser man på forsiden af bogen hunden Chip med en krave rundt om halsen. Han fortæller os, at man ikke må stole på katte, uanset om de har store øjne, er stribede eller virkelig nuttede. I stedet kan man blive ven med det søde hulepindsvin eller egernet. Man skal stole på sine mennesker, også når de siger, at I skal ’noget sjovt’, men så ender hos dyrlægen. Til gengæld samler menneskene dine efterladenskaber op i en lille pose, når ’du klarer’ det. Man bør også stole på guldfisken Finn (han stoler nemlig heller ikke på katte!). Og selvom man heller ikke skal stole på kaktusser, støvsugeren eller forbryderne, der sælger småkager, ved hoveddøren, er det vigtigste at man ikke stoler på katte!
Chip er virkelig elskelig, og har masser selvtillid. Tegningerne af Chip minder mig om en tendens fra 1990'erne, hvor man fotograferede hunde med fokus på deres næse, så den fremstod uforholdsmæssigt stor, hvilket giver Chip et både charmerende og lettere fjollet udtryk.
Når man kigger på Mike Boldts forrygende illustrationer, ser man at tekst og billede ikke altid er enige. Eks. når fjollede, lalleglade Chip kaster sig over et hulepindsvin, mens teksten fortæller, at Chip virkelig har fornemmelsen af, at dette er ’en flink fyr’. At Chip desuden giver udtryk for at have styr på ’forbryderne’, som billederne viser, blot er to søde spejdere, der sælger småkager.
Illustrationerne har et blødt, afrundet præg. Farvepaletten domineres af gule og grønne nuancer, og i baggrunden gemmer der sig adskillige sjove detaljer. Teksten er håndtegnet, varierer i størrelse, og er på de fleste sider ikke sat op i lige linjer, hvilket afspejler Chips til tider kaotiske verdensbillede, samt understreger Chips enorme entusiasme, der ganske vist ofte er rettet mod det forkerte, men som ikke desto mindre er meget intens.
Bogen er et rigtig godt valg til alle, der ønsker at læse en sjov historie om det komplicerede forhold mellem katte og hunde.